Retrofit

Af Kim Tonsberg Kristensen
Servicetekniker, STYREG

Introduktion og case


Ofte taler vi med desperate driftsfolk med en defekt frekvensomformer som har forårsaget et uønsket stop i produktionen og opkaldet lyder næsten altid ens:

 

  • Produktionen må ikke holde stille!
  • Vi taber mange penge når vi har ikke-planlagte driftstop!
  • Hvor hurtigt kan I være her og hvornår er I færdige?
  • Sikringerne er sprunget – kan vi genindkoble?
  • Siger du, at den ikke kan repareres mere?
  • Hvad koster det?

Frekvensomformere har en sidste produktionsdato og endnu senere også en sidste dato for reservedele, hvorefter man må håbe at ens forhandler har dele på lager…

Ved pludselig defekt må man udskifte frekvensomformeren – det koster ikke meget eller tager lang tid for de mindre størrelser på fx 7,5 kW, men når det drejer sig om en 90kW eller måske større, så kan både pris og logistikken blive en udfordring.

Af modeller, som er udgåede med hensyn til reservedele, kan nævnes Danfoss VLT3000, VLT5000, VLT6000, VLT2800, samt Vacon NXL og Vacon CX.

Hvad gør man så? Kan man planlægge sig ud af det?

Ja, det billigste er at du selv holder styr på modelbetegnelser og serienumre og drøfter med din leverandør en gang om året om der er kritiske frekvensomformere som nu er blevet for gamle.

Har du vigtigere ting at bruge din tid på, så få din leverandør til at gennemgå hele samlingen (installed base) og få et opfølgningsmøde med konkrete råd om udskiftninger – nu og i fremtiden.
Dermed sikrer man sig, at installationen er opdateret med den nyeste teknologi inden for frekvensregulering, samt at det igen er muligt at anskaffe reservedele døgnet rundt.

Nye frekvensomformere har en bedre virkningsgrad end ældre modeller, og det betyder lavere effektforbrug.

Energioptimering er en vigtig parameter allerede i udviklingsfasen. Hvis vi sammenligner en Danfoss VLT 5000 med en Danfoss FC 302, så har sidstnævnte en virkningsgrad, der er 1-3 % bedre.

Case story: Arla Foods, ARINCO i Videbæk

I forbindelse med serviceaftale på fabrikken i Videbæk havde vi anbefalet at udskifte tre større frekvensomformere på spraytårnet. Det var kun muligt at udskifte dem i forbindelse med et planlagt stop og undersøgelser viste, at vidt forskellige løsningsmetoder skulle i anvendelse.

Opgaven bestod i udskiftning af to VLT 5300 (250 kW) og en VLT 5125 (110kW). Placeringen af omformerne gjorde, at vi måtte koordinere nøje med kunden og vores egen installatør, så udskiftningen kunne nås på tre dage.

STYREG EL sørgede for ændringer på både forsyningssiden og på motorinstallationen samtidig med, at vi selv monterede styreledninger, konverterede parametre fra gammel til ny model og sikrede korrekt opstart i samarbejde med Arlas teknikere.

Alle tre drev blev skiftet inden for tidsrammen, og opstarten forløb problemfrit, men løsningerne kan måske inspirere andre til at tænke kreativt:

Drev 1, ventilator

Det første og mest komplicerede drev var tilsluttet en stor ventilator, en kritisk komponent for at sikre produktionen, hvor den gamle VLT 5300 frekvensomformer, med et energiforbrug over tiden på over 15 mill. kWh, var placeret midt i tavlerummet.

Det var her ikke muligt at fjerne frekvensomformeren uden at skulle lave nyt ophæng til den nye frekvensomformer.

Styreg besluttede i samråd med Arla’s El ansvarlige derfor at demontere alt indmad fra den gamle frekvensomformer og bruge denne som stativ til den nye. Alle drev fik monteret CMM kit for at fjerne risikoen for lejestrømme og USB forlængerstik for nem og sikker adgang via PC.

Figur 1 Udskiftning af 250 kW VLT

Drev 2, homogenisator

Det andet drev var også en VLT5300 frekvensomformer til en homogenisator, som efter mange års drift havde haft et forbrug på 7,5 mill. kWh. Den ældre installation med stive 6 parallelle 1x240mm2 aluminiumsledere for forsyningen og 3x150mm2 kobberkabel for motorlederen gør, at der er minimal af plads i et standard drev. Derfor bestilte Styreg en version med integreret samleboks, og dette gjorde installationsarbejdet meget nemmere.
Figur 2 Ny 250 kW VLT FC-302 som fylder væsentligt mindre

Drev 3 med seriel kommunikation

Det sidste drev var en VLT5125 frekvensomformer med Profibus. Denne var noget mere simpel, da kablerne er væsentlig tyndere, og med en samleboks bestilt integreret i drevet var denne oppe at køre igen ca. 5 timers arbejde, efter at det gamle drev blev stoppet.
Figur 3 Ny 110 kW VLT vægmonteret