150 feststemte, venner, familie, kollegaer og forretningsforbindelser mødte frem, da STYREG og STYREG Heating i sidste uge holdt reception i lokalerne på Marktoften 11A i Galten.

Den ekspanderende midtjyske virksomhed fejrede, at Danfoss Climate Solutions & Energy og Trim team med servicechef Jørgen Seerup og 14 dygtige medarbejdere den 1. marts blev en del af STYREG-familien – og dermed ændrede firmanavn til STYREG Heating.

De fremmødte fik sig en god snak over et glas øl eller en sodavand samt en pølse eller burger fra den i dagens anledning opstillede pølsevogn. Gæsterne kunne ligeledes gå ombord i et bugnende kagebord.

En del af noget stort

For servicechef Jørgen Seerup var det en fantastisk dag af to årsager.

”For det første mødte der 150 mennesker op, og det var meget hyggeligt,” siger han og fortsætter:
”For det andet havde vi inden receptionen et møde med alle teknikerne fra STYREG Drives og STYREG Heating.”

Her indledte Jørgen Seerup med at fortælle nye og gamle kollegaer om sin og medarbejdernes forhistorie som servicefirma i Danfoss-regi, hvorefter STYREG-partner og CEO Thomas Rask overtog og fortalte om STYREGs historie. Efterfølgende fik alle medarbejderne to minutter hver til at præsentere sig for hinanden.

”Der var en positivitet fra alle sider, og jeg synes, vi alle kunne mærke, at vi er blevet en del af noget, der kan blive rigtig godt,” siger Seerup, der også glæder sig over den gode start, han selv har fået i STYREG Heating:
”Det har været ufatteligt nemt at komme og blive en del af STYREG, fordi de kollegaer, der er her på Marktoften, har taget imod os med åbne arme.”

Med tilgangen af STYREG Heating er der nu 50 ansatte i alt i Danmark, Norge og Sverige.

STYREG er Danfoss Servicepartner på Danfoss VLT og Vacon frekvensomformere i Danmark, Norge og Sverige, mens STYREG Heating er Danfoss Servicepartner i Danmark på Danfoss energi- og klimastyring.

Nogle af de nye medarbejdere

Jørgen Seerup og Thomas Rask