-
Hem
- /
- Artikel
- /
- Medarbejderportræt: 50 år med faglighed, frihed og fokus...
af Maibritt Sunesen
Da Palle Nørgaard Christensen begyndte som elektrikerlærling i Sønderjylland i 1976, var det starten på et arbejdsliv, der skulle komme til at spænde over fem årtier – og en teknologisk udvikling fra analoge regulatorer til moderne styringssystemer.
Der gik ikke lang tid af Palles læretid, før en særlig interesse for varmestyring og energioptimering var vakt. Og energikrisen i slutningen af 1970’erne blev kun yderligere motivation til at arbejde med løsninger, der kunne spare energi og skabe bedre indeklima.
Interessen ledte ham i midten af 1980’erne til en ansættelse hos TA i Fredericia. Det var dengang teknologien stadig var analog og her blev den faglige viden indenfor varme- og ventilationsstyring udvidet. Senere, i 1990, fortsatte karrieren hos Danfoss Systemautomatik, hvor han husker årene som både lærerige og udviklende. Her opsatte han blandt andet varme- og ventilationsstyring på flere danske kaserner og større erhvervsbyggerier.
Frihed under ansvar, en grundsten for arbejdsindsatsen
Gennem hele arbejdslivet har frihed under ansvar været en grundsten for Palle. Tillid fra arbejdsgiveren og muligheden for selvstændigt at løse opgaver har været afgørende og kundernes tilbagemeldinger har været det tydeligste bevis på, at løsningerne virkede.
Mange opgaver har strakt sig over tre til fire måneder, ofte på samme lokation. Det gav mulighed for at fordybe sig i komplekse problemstillinger, lære kunderne godt at kende og etablere de løsninger, der både gav energibesparelser og et bedre indeklima.
“Det lyder måske let, men det er det ikke altid,” fortæller Palle ”for vi oplever temperatur meget forskelligt.” Og så er der en erfaring, han ofte vender tilbage til, at “mandag morgen klager alle over temperaturen – fredag er der ingen, der tænker på det.” Siger han med et lille grin.
Lærerige år og en uventet genforening
Efter cirka 10år hos Danfoss Systemautomatik kom en oplevelse, som stadig vækker gode minder. Omkring årtusindskiftet blev alle medarbejdere kørt med bus til København og indkvarteret på hotel. Her fik Palle øje på sin tidligere chef fra TA. Siden var TA blevet til TAC, der viste sig at havde opkøbt Danfoss Systemautomatik.
“Han sagde til mig: ‘Det er alligevel utroligt, at vi skal købe et helt firma for at få dig retur’,” fortæller Palle med glimt i øjet og jysk stolthed i stemmen. “Det er sådan noget, man husker.”
Senere blev TAC opkøbt af Schneider og arbejdets karakter ændrede sig. Opgaverne bestod nu primært af programmering af CTS-systemer til AUH Skejby, og dagene begyndte i højere grad at ligne hinanden.
Fra komplekse systemer til det, der giver værdi
Derfor var det også en kærkommen mulighed, da han i 2015 blev kontaktet af sin tidligere chef fra Danfoss med et tilbud om at vende tilbage til mere praksisnære opgaver og tættere kundekontakt.
Erfaringen havde desuden lært ham, at mange kunder ikke har brug for de mest avancerede løsninger.
“Med CTS-systemer kan man næsten alt, men ofte har kunderne kun brug for et lille hjørne af funktionerne,” forklarer han. Samtidig er de komplekse systemer både dyre i drift, kræver mere vedligehold og specialiseret support.
Det handler mere om need to have frem for nice to have, så kunden får det system, der matcher de reelle behov og kan driftes effektivt. Det har været Palles tilgang, en tilgang, som blandt andet har ført til, at han har hjulpet flere kommuner med at udskifte alle CTS-systemer til Danoss ECL, så styring og vedligehold stod mål med energibesparelsen.
Et arbejdsliv med mennesker i centrum
Om sin tid som servicetekniker i STYREG Heating, siger Palle, at han har været meget glad, særligt for den store frihed, den korte beslutningsvej, og ikke mindst tilliden til og muligheden for at omsætte idéer til handling. Som servicetekniker har han haft frihed til at være sig selv, men har samtidig altid været klar til at hjælpe kolleger og dele ud af sin viden.
Og kollegaer bekræfter, at Palle er en af dem, der altid har spredt glæde og positiv stemning i hele afdelingen, og har været en kollega, man altid har kunnet regne med at få hjælp fra.
Også afdelingschef Jørgen Seerup kan kun sende rosende ord med Palle videre.
“Der skal ikke herske tvivl om, at Palle har været et superaktiv for os. Det har han været i kraft af sin faglighed, brede erfaring, kompetente løsning af opgaver – og ikke mindst som person. Kunderne har altid været utrolig glade for ham.
Vi kommer til at mangle Palle i teamet, men det er mere end velfortjent, at han nu kan træde tilbage. Tak for indsatsen og dit væsen, Palle og alt det bedste fremover, skal lyde på vegne af hele STYREG” – Jørgen Seerup.
”Efter 50år har jeg vist gjort mit”
Det nye år åbner et nyt kapitel for Palle, et kapitel han ser frem til. Efter 50 år på arbejdsmarkedet venter der mere tid til familien, rejser, cykelture, foreningsliv og livet i sommerhuset på Mols.
Ikke mindst er der allerede en stor glæde ved at kunne nyde morgenkaffen lidt længere, med ro i – at det, man ikke når i dag, det når man i morgen.
CASE
IKAST SPILDEVAND
Ikast-Brande Spildevandfik besked fra forsyningsselskabet, at deres harmoniske strøm var for stor. De blev bedt om at reducere den, for at undgå nedbrud i transformeren
Læs om ikast Spildevand her
ARTIKEL
VURDERING AF STRØMME
Når der er udfordringer relateret til spændingskvalitet og harmoniske forvrængninger er første trin at lokalisere problematikkens omfang ved hjælp af måleinstrumenter.
Læs om vurdering af strømme her
Följ STYREG på LinkedIn
Klockan 09:30 får Erik och Henrik STYREGs tekniska support ett samtal från en elektriker som akut behöver hjälp på grund av ett produktionsstopp. Problemet är ett haveri i en frekvensomformare...
Se opslaget på LinkedIn >